Skolestartere
Den første tid på Gladsaxe Privatskole
Før skolestart
Allerede før børnene starter i børnehaveklassen i august , etableres fællesskaberne blandt børn og voksne i klassen og på skolen.
I vil blive inviteret en hyggelig eftermiddag på legepladsen, hvor der både er rig mulighed for at lege sammen, lære hinanden og skolens personale at kende, og måske lave de første legeaftaler.
I perioden op til sommerferien kommer alle børnehaverne i Gladsaxe Kommune til fællesdag på skolen. Her vil børnegrupperne se de kommende skolestarteres skole og få en hyggelig dag på legepladsen.
Lige inden børnene starter i SFO’en – Regnbuen – holdes 1. forældremøde for klassen. Til mødet gives informationer om den første måned på skolen, forældrene vil lære hinanden og ikke mindst hinandens børn at kende, og så skal de være med til at forberede børnenes skolestart sammen med pædagogerne.
Skolestart
Børnenes første skoledag i august finder sted med stor velkomst og fejring i gården og i børnenes nye klasselokale.
Hele august måned vil skolestarternes lærer og faste pædagog have fokus på:
– at gøre børnene trygge ved at være på skolen og i SFO’en.
– at klassens børn lærer hinanden at kende og danner gode relationer.
– at børnene får fortalt hinanden noget om sig selv – bl.a. ud fra deres ”Skattekister” (Børnene fra Gladsaxe kommunens børnehaver.) * se nedenstående link.
– at børnene bliver trygge ved deres faste voksne – og de andre voksne de møder på skolen/i Regnbuen.
– at børnene allerede fra starten får gode ”skolevaner”- kan vente på tur, række hånden op, tage hensyn til hinanden, hjælpe hinanden mm.
Børnene skal allerede fra starten medbringe 10-mad (nem, lille snack, der spises ca. kl. 10), madpakke og drikkedunk, skiftetøj, og turtaske. Børnene får en garderobeplads og et skilt, der skal flyttes når man kommer og går fra SFO’en.
Vi lægger stor vægt på, at børnene hurtigt oplever at være en del af fællesskabet, når de starter på skolen. Det sikrer vi bl.a. ved at introducere dem for aktiviteter med skolen og SFO’ens øvrige børn. Når de store og små har spillet eller lavet kreative ting sammen, er der allerede et fælles udgangspunkt at bygge relationer ud fra. Vi oplever at de store i Regnbuen er rigtig gode til at tage imod de små nye – og da vi er en lille skole og SFO – kender alle hinanden og passer godt på hinanden….det giver tryghed.
Ydermere vil alle nye børnehaveklasseelever få en skoleven fra kommende 5. klasse. Skolevennen glæder sig meget allerede og vil hjælpe, lege og vise alle de fede gemmesteder.
Læs mere om skolevenner under fanen ‘Klasser’
* Familier fra andre kommuner, opfordres til selv at lave en ‘Her- er- jeg-kuffert’, som kan medbringes første dag. I finder en vejledning til, hvordan I kan lave en kuffert sammen med jeres barn på: https://gladsaxe.dk/p/BKF-Filer/Dagtilbud/Lav-selv-kuffert.pdf
Har du spørgsmål
Vi svarer som regel tilbage indenfor 24 timer i hverdagene.
Aktivitetskalender
Gå til indmeldelse
Følg os på socialemedier